Valget af din partner i livet er et ubevidst valg

Vores tidligste tilknytning spiller ind på vores måde at være i et parforhold på

Hvad har jeg lært fra mine tidligste og vigtigste relationer om, hvordan jeg skal være for at hænge sammen følelsesmæssigt?

Er jeg trygt tilknyttet, kan indgå oprigtigt og åbent i mine relationer, da jeg har haft følelsesmæssigt tilgængelige forældre, der har givet mig en basal tillid til mig selv og et fleksibelt forhold mellem nærhed og distance til andre mennesker? Det har de fleste af os.

Samtidig er vi formentlig ikke altid blevet mødt, præcist som vi havde brug for og kan herved opleve utrygheden. Bærer vi ubevidst en fortælling med os om at skulle klare os selv pga. afvisning eller andre signaler fra vores forældre, der kunne pege den vej, eller at de simpelthen ikke mødte os med følelsesmæssig indlevelse, så kan den »undvigende tilknytnings stil« med tendensen til at være følelsesmæssigt selvforsynende, utilgængelig eller afstandstagende dominere i ens nuværende parforhold. Der er simpelthen skruet ned for tilknytningsadfærden.

Læs mere om: Et velfungerende parforhold handler om tryghed og tilknytning

Har vi derimod oplevet masser af varme og indlevelse, men denne har været noget uforudsigelig i sin tilstedeværelse, så kan oplevelsen være, at det har »noget med mig at gøre« sætte sig som en »ængstelig og ambivalent tilknytningsstil«, hvor der er skruet op for tilknytningsadfærden med et stort behov for omsorg og nærhed samtidigt med at frygten for at miste – og et lavt selvværd – fylder.

Og så er der lige den rigtig svære »desorienterede tilknytning«, om opstår, hvis vi har været så uheldige, at der ikke har været en modtagelighed for vores behov, og man som barn har været et led i sine forældres uforudsigelige behov og skræmmende adfærd, som f.eks. ses i forbindelse med psykiske lidelser eller misbrug. Det kan bevirke et næsten traumatisk ubehag ved at indgå i den nære kontakt, da det gamle overvældende ubehag genopleves heri, og man ikke stoler på sine egne registreringer.

Disse tilknytningsformer ligger ubevidst og foregår derfor helt automatisk – indtil vi typisk får øje på dem som vores relations-stil i de konflikter, der opstår med den partner vi har valgt.

Konflikter med ens partner sætter vores selvopfattelse på prøve

Menneskets selvopfattelse er grundlagt i de tanker, som vores omsorgspersoner gør sig om os. Det betyder, at vores selvopfattelse er bygge på et fundament af vores omsorgspersoners tidlige opfattelse af, hvad der var elskeligt ved os, og hvad der ikke var. Når vi derfor stræber efter at blive elsket, er tendensen, at vi skjuler det, der synes uelskeligt ved os.

»Når man forsøger at undgå den del af sig selv, som ikke er elsket, så vil det blive ved med at skabe problemer i livet, fordi det u-elskelige er forbundet med meget skyld og skam. Og typisk vil man finde en partner, der minder én om det her aspekt, fordi det, vi ubevidst falder for, er én, der rummer de to modsatrettede kræfter – noget krænkende og noget forløsende,« siger parterapeut Julie Hall og fortsætter:

»I os mennesker er der bundet en udviklingskraft, fordi vi gerne vil søge psykisk balance, ligevægt, trivsel og glæde – alle søger mod den trygge tilknytning – en helende kontakt som jeget også kan være afgrænset og selvstændig i. Og den her partner, der både repræsenterer noget jeg arbejder imod og samtidig vil mig, heler mig i den kontakt.«

»Men det er svært at være sammen med én i konfliktsituationer, når den anden i høj grad repræsenterer noget krænkende. Det er i konfliktsituationer, hvor vi er forsvar, at vi har taget de uønskede sider til os selv og vores tilknytningsstil bliver tydelig. I parterapien er det netop arbejdet med at bevidstgøre ens tilknytningsstil og at tage livtag med sin egen forkertheds følelse, der er konfliktnedtrappende«, siger Julie Hall

Terapi for dig og for jer som par

Når Julie Hall arbejder med par i konflikt, arbejder hun med udvikling af narrativer baseret på den enkeltes tilknytningsstil samt udvikling af den enkeltes selvforståelse overfor den del af sig selv, der er det uelskelige. Det kan både foregå i ene- eller parsessioner.

»Tit kommer folk og siger, at de skal have udvikling, og tit så er det en indre udvikling af narrativer, og hvad er det, som vi ikke vil være ved i os selv – det er typisk dét, der ikke vil lade os være i parforholdet. Det bliver en mulighed for at acceptere de uønskede sider i sig selv og først der, kan man så lave et mere bevidst valg af sin partner,« siger Julie Hall og fortsætter:

»Når du vil mig, så kan jeg også se på de uønskede sider af mig selv – og så tør jeg godt. Og så kan terapi være udviklende både for den enkelte part og for forholdet. Men hvis ikke det lykkes i dette forhold, så kan man herigennem undgå at tage de gamle mønstre med sig i en ny relation.«

Indlægget er skrevet af Signe Stange Jensen & Julie Hall

Julie Hall tilbyder ikke længere parterapi i Århus.