Kategori: Jalousi

  • Jalousi kommer indefra og kan ikke afhjælpes ved at kontrollere din partners adfærd

    Jalousi kommer indefra og kan ikke afhjælpes ved at kontrollere din partners adfærd

    Jalousi er en dybliggende tilstand, som ikke kan fjernes ved, at du tager kontrol over din partners adfærd og handlinger. Ej heller ved at din partner tilpasser sig dit ønske om adfærd. Hvis du oplever at være jaloux, eller at din partner er det, samtidig med at I bevæger jer ind i et kontrollerende mønster, så er det vigtigt at søge mod professionel hjælp. Her kan I finde frem til, hvad der skaber jalousien og få klarhed over, hvad der skal til for at afhjælpe den.

    Når ordet jalousi slås op i ordbogen, så står det beskrevet som frygten for at miste relationen til et andet menneske til en rival – altså til fordel for en anden. Det er også sådan psykoterapeut Erika Lorentsen beskriver det.

    »Jalousi kan defineres som frygten for at miste nogen. Og jeg plejer at sige, at jalousi har mest at gøre med den, der oplever det, mere end det har med partneren at gøre. Det er en dyb usikkerhed, som hører den enkelte til. I hvert fald hvis det handler om jalousi, der giver problemer,« siger Erika Lorentsen og fortsætter:

    »Der findes også naturlig sund jalousi, som handler om personlige grænser og vanligvis ikke giver problemer. Men det, der giver problemer, er, når jalousi er sygelig. Der kan være flere grader af det. Men det viser sig ved, at man prøver at kontrollere partneren. Jalousi er noget ubevidst inde i en selv – en følelse, ofte frygt – som man prøver at kontrollere ved at styre sin partner. Man prøver at få kontrol over jalousien ved at overføre den til sin partner,« forklarer eksperten.

    Jalousi kan udspille sig som kontrol over en partner

    En uhensigtsmæssig måde at kontrollere sin jalousi eller forsøge at tage hånd om sin jalousi på er ved at forsøge at kontrollere sin partners adfærd. Men jalousi, som er en dybsiddende indre følelse, kan ikke fjernes eller kontrolleres ved at tage kontrol over ydre omstændigheder – over sin partners adfærd – ligesom det ikke kan løses ved at indordne sig sin partners jalousi.

    »Man kan ikke løse en jaloux partners problem ved at indordne sig partnerens jalousi. Man kan godt være den, der har udløst jalousi i den anden, men man er ikke årsagen til det. Det bliver ikke bedre for den jaloux part. Fordi den jaloux part vil bruge meget af sin tid på at kontrollere sin partner. Man er ude af sig selv, og det kan fylde mange timer af dagen hele tiden at have opmærksomhed på partneres handlinger, og det er aldrig nok,« Fortæller psykoterapeuten.

    »Der er ingen tvivl om, at det, man kan kalde en sygelig jalousi, er problematisk for et parforhold. Og jeg vil også sige, at det altid er ødelæggende for et parforhold, hvis ikke man får hjælp til at afhjælpe sin jalousi. Man vil også tage det med i et eventuelt nyt forhold.«

    Jalousi er drænende for både den jaloux part og dennes partner. Det vil næsten altid slide parforholdet op. Hvis du oplever en jaloux partner, eller hvis du selv oplever at føle dig jaloux, er det derfor vigtigt at søge terapi frem for at søge til kontrol over din partner eller lade dig kontrollere. Ingen i et forhold har glæde af det ene eller det andet.

    Terapi kan helbrede jalousi

    »Kimen til jalousi grundlægges næsten altid meget tidligt. Årsagen er, at man har knyttet sig til stressede tanker. Tankerne kan for eksempel handle om, at man har brug for kærlighed, støtte, anderkendelse, opbakning og sikkerhed fra andre. Man tror, at man er afhængig af andre for at kunne være glad eller have et godt liv.

    Læs også: Summen af problemer er konstant

    Men i virkeligheden skal glæde, tryghed, sikkerhed og fred i sindet komme fra en selv, for at man har det godt. Det, man får fra andre, er så bare et ekstra plus, men kan aldrig opveje det, man giver sig selv. Jalousi er et tegn på, at man ikke elsker og støtter sig selv ubetinget,« udtaler parterapeuten og understreger:

    »Den jaloux part skal derfor arbejde med sin jalousi. Terapien kan styrke ens selvværd, selvtillid og egenomsorg og gøre, at man giver sig plads til at være sig selv. Man må virkelig beslutte sig for en vedvarende indsats og passe på, at man ikke falder tilbage og tror, at hvis bare min partner er den rette og forstår mig, så er alt godt.

    Jeg vil ofte arbejde alene med den jaloux part, men det, der er vigtigt i forhold til partneren, er, at man har forståelse for at jalousi er smertefuldt og kan være krævende at overkomme. Det er også vigtigt at forstå, at man ikke hjælper sin partner ved at lade sig kontrollere, muligvis kan det endda forstærke problemet. Partneren kan være meget påvirket nogle gange endda traumatiseret af den kontrollerende adfærd. Især hvis der er noget, der kan legitimere jalousien, og man har levet længe med den. Jeg oplever i de situationer, at partneren til den jaloux person, også har brug for professionel hjælp,« uddyber Erika.

    Så hvis du selv oplever at være jaloux i en grad, hvor det er ødelæggende, eller hvis du oplever, at din partner er jaloux, så er det yderst vigtigt, at I søger hjælp. Det kræver oftest professionel hjælp at overkomme sygelig jalousi. Rådet fra Erika Lorentsen går på, at seriøs terapi hjælper mod jalousi.

    ”Man skal ikke være flov over at indrømme sin jalousi. Mange oplever det, og det er en mere almindelig tilstand, end man regner med. Man skal derfor tage sig selv alvorligt og bede om hjælp til at få løst sit problem hos en professionel. For det er ikke noget ens partner eller venner kan hjælp en med – det kræver en professionel person.”

    Indlægget er skrevet af Signe Stange Jensen. Erika har sin praksis i Herning i Midtjylland, og du kan se hele Erikas profil på Lovecast her. Find en dygtig parterapeut i dit lokal område her.


    JA TAK, TILMELD MIG TIL LOVECAST NYHEDSBREVET

    Tilmeld dig Lovecast nyhedsbrevet og få masser af inspiration og tips til parforholdet! – du kan til enhver tid afmelde dig igen med et enkelt klik.

  • Når angsten for at miste sin partner bremser for udvikling

    Når angsten for at miste sin partner bremser for udvikling

    Når angsten for at miste sin partner bremser for udvikling…
    En meget almindelig udfordring i det moderne parforhold er, når den ene part har brug for personlig udvikling (af den ene eller den anden grund)…og den anden part spænder ben.
    I min praksis hører jeg rigtig ofte mine klienter fortælle, at deres partner synes det er svært, at de går i terapi. Forklædt i sætninger som ”Nå, sidder du så og fortæller hvor dum jeg er til din terapeut?” eller ”Okay – hvad så hvis terapeuten siger du skal gå fra mig?” eller slet og ret ”Hvorfor skal du dog bruge penge på sådan noget pjat?”…
    For der er faktisk ikke så mange der rent ud siger: ”Ved du hvad, jeg bliver faktisk lidt nervøs når du går i terapi. Du udvikler dig og jeg står stille her. Hvad nu, hvis du ikke kan lide mig mere bagefter?”

    Hvad handler de så om…de der sætninger…

    Det handler måske i bund og grund om at vi bliver nervøse – ikke? Alt det trygge som vi kender står på en vægtskål. Og måske tipper vægtskålen den forkerte vej. Og måske synes min partner at det er den helt rigtige vej for hende/ham…
    Og det er jo ikke af ond vilje, når partneren på en måde spænder lidt ben… fx bliver sur, laver en scene, brokker sig eller helt ignorerer det… det er simpelthen angst for at miste.
    Angst er en svær størrelse at have i et parforhold. Angsten får os til at føle os bange eller begrænsede. Angst er det modsatte af accept.
    Angst kan suge glæde, udvikling, spontanitet og kærlighed ud af et forhold.
    Pas på hinanden – og lær at ”deale” med den angst der er imellem jer
    Hvordan kan vi håndtere en angst i parforholdet – så der bliver plads til udvikling? Første skridt er at anerkende, at der er en grundlæggende angst for at miste den anden.
    Og angsten for at miste er en kraftfuld motivator til at lave ravage… så det er vigtigt at det ikke bliver tabu, men er en ting I kan tale om og undersøge sammen.

    Råd til den der er bange for at miste:

    Se din angst i øjnene – sænk paraderne – og styrk parforholdet. Det gør du blandt andet ved:
    1. Tal åbent om hvad du er bange for (at miste)
    2. Fortæl din partner, hvad der vil hjælpe
    3. Accepter, at din partner har ret til sit eget liv også
    4. Øv dig i at stå det angstfyldte igennem – og saml på erfaringer for at du har klaret det!
    5. Træk vejret! Dybe indåndinger og puuuuust angsten ud!
    6. Gå med angsten…det lyder hæsligt…men at kæmpe imod gør angsten stærkere!

    Råd til den ikke-bange:

    Måske har du allerede en tendens til at lade din partners frygt og jalousi styre dit humør, dine aktiviteter og din udvikling. Det skal stoppe. Det hjælper nemlig ikke. Hverken dig eller din partner.
    I stedet, kan du:
    1. Anerkende at din partner er bange (i stedet for at blive sur og tvær eller ked)
    2. Spørge, hvad der kan hjælpe bedst, når nu situationen er som den er (fx at du skal på weekendtur eller går i terapi). Og vurder så, om du kan/vil give din partner det
    3. Fortæl – vær åben om dine aktiviteter (i det omfang det giver mening – du skal selvfølgelig ikke aflægge rapport om fx terapi-sessioner)
    4. Husk på, at din partner er bange for at miste dig…af kærlighed
    …og så kan du jo altid foreslå din partner at prøve at gå i terapi, tage på weekend med vennerne, på kursus…
    Og hvis det er svært at tale sammen om, kan en parterapeut helt sikkert hjælpe med at skabe et rum, hvor der er mulighed for at tale, lytte og forstå på en ny måde.
    Pas på hinanden og den kærlighed der er imellem jer!
    Kh Camilla

    Få mere viden om parterapi og om de mange fordele der ofte er forbundet med parterapi. Læs mere her.

  • Hvis du frygter at miste, kan du aldrig elske fuldendt

    Hvis du frygter at miste, kan du aldrig elske fuldendt

    Har du nogensinde prøvet at være virkelige jaloux? Følelsen af at blive overmandet af jalousi og en masse tanker om, hvad din partner mon går rundt og laver lige nu? Fantasien og tankerne løber løbsk, sms’erne flyver lynhurtigt af sted og du er overbevist om, at han/hun vil forlade dig til fordel for en anden.

    Jalousi kan nemt være ekstremt ødelæggende for et forhold – her får du er 6 gode råd til hvordan den kan håndteres og kontrolleres.

    1. Start med at erkende at du rent faktisk er jaloux.

    Jalousi er stadig tabubelagt og mange mennesker skammer sig rent faktisk over at være jaloux. Men vi må lige gøre klart at jalousi er helt normalt og et grundlæggende vilkår i vores natur, som vi alle skal lære at leve med i en eller andet grad. Du kan også ofte se det hos børn, der får en ny lillebror- eller søster. De bliver jaloux. Så jalousi er en følelse vi alle har i os – men det er selvfølgelig meget forskelligt hvad der skal til, før vi bliver ramt af følelsen.

    2. Er jalousien begrundet?

    Undersøgelser viser, at omkring hver tredje har været utro på et tidspunkt i deres live, så der kan jo ærlig talt nogle gange godt være noget om snakken. Det er en realistisk mulighed, og derfor bliver du nødt til – så objektivt som muligt – at stikke en finger i jorden og fornemme, om der er en reel årsag til at du bliver jaloux.

    3. Observer, hvad det er, der gør at du pludselig har den her følelse af jalousi.

    Er det noget specifikt der har ændret sig i forhold til tidligere? Er det en stemning du pludselig kan fornemme? Prøv at lade der gå en 3-4 uger, hvor du så objektivt som overhovedet muligt vurderer, om din partner på nogen måde har ændret adfærd – eller om det måske bare er dig, der har fået en ubegrundet følelse af jalousi.

    4. Skriv dine følelser omkring jalousi ned.

    Hvis du har en fornemmelse af at din jalousi er ubegrundet, så sæt dig med en blok og skriv ned, hvornår du oplever den. Hvornår dukker følelsen op i dig? Du skal ikke begynde at arbejde med det endnu – bare observere og se, om der dukker et mønster op i din jalousi.

    5. Når din partner er ude

    Når din partner er ude er det en rigtig god idé at forsøge at aflede din opmærksomhed og finde på noget godt eller inspirerende at lave. Det kan gøres på mange måder, men selvforkælelse er helt klart en af dem :-). Se nogle venner, en god film eller måske noget helt andet du synes om.

    Læs også: Lær at forstå din partner og få et bedre parforhold 

    6. Observer, hvordan du udtrykker din jalousi

    En ting er, hvordan du mærker jalousien inden i dig selv, noget andet er, hvordan du håndtere det udadtil. I stedet for at bombardere din partner med konfliktskabende sms’er, når han/hun er ude, så kunne du måske skrive til din veninde eller venner i stedet. Prøv i det hele taget at undlade at reagere på de handlinger, som du måske vil fortryde og som du godt kan se ikke er så smarte. Det modsatte vil på sigt kunne skade jeres forhold virkelig meget. Prøv i stedet at tale om med din partner om det, så hun / han også ved hvad der foregår inde i dig 🙂

    En parterapeut kan hjælpe hvis jalousi fylder meget i jeres parforhold og er årsag til tilbagevendende konflikter. Se vores store udvalg af parterapeuter og start i terapi inden det er for sent. Vi tilbyder parterapi overalt i landet – se fx. parterapi i Vejle og Roskilde her.

    Indlæg skrevet af Anna